SUG startside
 
Kalender
Uddannelse
Indmeldelse
Bestyrelsen
Links
Foto
Juniorer
Medlemsområde
 

Dykning for seniorer i Skovshoved Undersøiske Gruppe(SUG)

 

Dykning giver en enestående mulighed for at opleve naturen under havet. Lige ud for klubhuset har vi Whiskey Reef med masser af natur og lette adgangsforhold.

Vil vi se noget andet, tager vi ud med én af klubbens både og sejler typisk ud til et af de mange vrag i Øresund. Vragdyk er spændende både på grund af skibsskroget og på grund af livet på og omkring vraget. Vragene fungerer som små rev, der giver planter og fisk gode levesteder.

SUG har nogle af verdens bedste undervandsfotografer i klubben, og vi holder efter behov kurser, hvor man kan lære at fotografere. Danmarksmesteren i Undervandsfotografering 2021 er en herre på 60+ fra SUG. Han deltog ved verdensmesterskabet i Undervandsfotografering i 2021 med en kvindelig model på 57 år, så der er absolut mange gode dyk og oplevelser, selv om man ikke er helt ung længere.

Har man lyst til at sanke middagsmaden, kan man som dykker harpunere fisk og samle muslinger, tang mm. Dykning i SUG foregår i et roligt tempo og vi tager os tid til at nyde livet samtidig med at vi dykker. Derfor har vi ikke hurtige både, der ræser ud til dykkerstederne og ræser ind igen for at komme hurtigt hjem. En dykkertur med vores kutter er typisk en heldagstur, hvor vi tager afsted om morgenen og er hjemme sidst på eftermiddagen, men dyk på Whiskey Reef ved Skovshoved eller fra kysten andre steder er naturligvis hurtigere.

Når man er medlem af SUG, er man automatisk også medlem af Dansk Sportsdykker Forbund og får derigennem en dykkerforsikring. Vil du dykke med din familie, er de naturligvis også velkomne i SUG.

KURSUSSTART den 24. maj

CMAS* Kurset er tilpasset de folk, der er på kursus. Vi har små hold (op til 4 personer) og har 2-3 instruktører med på alle dykkene. Vores instruktører har uddannet dykkere imellem 15 og 40 år. Vores ældste instruktør er 60 år og den ældste person vi indtil nu har uddannet var 70 år. De små hold gør det muligt at tage individuelle hensyn og gå hurtigere eller langsommere frem alt efter, hvad behovet er. Kurset forløber over 10 gange fra 24/5 til 16/6, hvorefter man får et etstjernet CMAS dykkerbevis. Med det bevis kan man også dykke med dykkercentre i Danmark og i udlandet. Kursusindhold:

Der er to dages teoriundervisning, én dags repetition hvorefter der afholdes teoriprøve.

Fire af undervisningsgangene foregår i Kildeskovshallen, hvor du lærer de grundlæggende færdigheder i trygge rammer. Tre af undervisningsgangene er i åbent vand (to fra strand og et båddyk).

Lektionsplanen findes her. 

PRISER

Kursusafgift: 3.500 kr. Dette dækker kursus, bog, materialer, sejlads, bevis, lån af udstyr under kurset samt indmeldelsesgebyr og kontingent resten af året

Hertil kommer: lægeattest incl. lungerøntgen ca.600 kr

Udstyr

På kurset kan du bruge SUGs udstyr. Du skal dog selv anskaffe svømmefødder, maske, snorkel og dykkerdragt (vi anbefaler en 5-7 mm våddragt) og medbringe disse den første dag eller hurtigst muligt derefter. Når du har taget dit CMAS* bevis skal du bruge dit eget udstyr. Vi vejleder under kurset i, hvilke ting, du skal holde øje med, når du køber udstyr.

Hvis du har flere spørgsmål, så skriv til vores Chefinstruktør Søren Petersen sss.petersen@mail.tele.dk, så ringer han dig op.

Tilmelding

Udfyld denne tilmeldingsblanket  og send den til:

Chefinstruktør Søren Petersen sss.petersen@mail.tele.dk

FAQ

Skal man være meget fit (kondition + styrke) for at kunne dykke?

Man behøver ikke være et supermenneske for at kunne dykke. Man skal have en normal kondition og styrke, så man kan løfte sit dykkerudstyr og kan klare mild anstrengelse.

Hvor godt skal man kunne svømme?

Du skal kunne svømme 500 meter

Jeg bruger briller – hvordan håndterer man det?

Alt bliver lidt større, når man ser det igennem dykkerbrillerne, så let nærsynethed udlignes. Man kan også købe dykkerbriller med styrke, hvis der er behov for det.

Kan jeg dykke, når jeg har slidgigt/kunstigt knæ/hofte?

Man kan sagtens dykke med slidgigt eller kunstigt knæ/hofte. Det kræver naturligvis at du trods alt er mobil og ikke tager sløvende smertestillende medicin.

Må jeg dykke, hvis jeg har sukkersyge?

Du skal have en lægeattest for at deltage på SUG’s dykkerkursus. Så lægen vurderer om din sukkersyge forhindrer dig i at dykke.

Kan man dykke, hvis man har hjerteproblemer?

Du skal have en lægeattest for at deltage på SUG’s dykkerkursus. Så lægen vurderer om dine hjerteproblemer hindrer muligheden for at lære at dykke.

Betyder det noget, at jeg ryger?

Hvis dine lunger fungerer fint, er rygning ingen hindring. Lider du af KOL skal du ikke dykke.

Kan jeg få teoribogen som lydbog eller e-bog?

Teoribogen findes som e-bog.

Hvad hvis jeg gerne vil tage kursus sammen med mine børn eller venner?

Hvis de allerede har dykkerbevis kan de blive medlem i SUG og så kan I dykke sammen i klubben. Har de ikke dykkerbevis og I ønsker at tage dykkerkurset sammen, så tag fat i os. Vi arrangerer kurser, hvis der er 3 tilmeldte, så vi kan også arrangere et kursus blot til jer.